Her finder du nyheder fra / om koret
12. oktober 2011
Sommeren er forbi, og bortset fra nogle meget fine dage i forsommeren, så kan den vel karakteriseres som følger. Den kom sent, og den varede kort (weekenden 1& 2 Oktober).
På trods af det skiftende vejrlig har koret været lidt rundt både indenlands og udenlands. Vi har optrådt i Middelfart i forbindelse med sejladsen Fyn Rundt, hvor koret høstede stor ros fra tilhørere og arrangører. Vi deltog i et late-night i Nordby vistnok det eneste i år, som ikke regnede væk. For en gangs skyld var fra arrangørerne styr på udskænkning af øl til os ”syngende svende”. Det var vist Krogården’s fortjeneste at dette klappede så fint.
Vi var en delegation på knap 20 på tur til Festival Maritime i Vegesack tæt ved Bremen i Tyskland, og det var en kanon oplevelse. Trafikken omkring Hamburg gjorde ellers alt muligt for at spænde ben for vores første optræden idet vi blev noget forsinket.. Det var en stort anlagt festival med adskillige scener fordelt på et område ved bredden af Weser. En meget flot kulisse med udsigt til flere store sejlskibe, hvoraf en kom sejlende forbi flere gange med fuld sejlføring. Der var i øvrigt en livlig trafik på Weser af handelsskibe, færger, og andre festlige fartøjer som kunne sprøjte en masse vand højt op i luften.
Vi havde som nævnt en fantastisk weekend, og havde fået lov at underholde flere forskellige steder i byen, samt på de mange scener rundt om i festival området. Storkejlænderkoret fra Fanø er nu kendt i Vegesack og omegn.
Kulminationen på weekendens udfoldelser var et arrangement, hvor alle optrædende grupper var på den store scene til fællessang. Vi sang 3 sange, som skulle markere afslutningen på dette års festival, og under den sidste sang kunne vi stå på scenen og kigge ud over ”et hav af ” tilhørere med tændte stjernekastere. Det var en kæmpe oplevelse, ligesom det efterfølgende fyrværkeri ud over Weser. – Fantastisk
Koret deltog ligeledes i Maritim Festival i Løgstør, hvor man havde samlet shantykor fra Norge, Løgstør, Esbjerg og Fanø. Det blev en weekend, hvor vi fik sunget, grinet og hygget os med hinanden, og med deltagerne fra de andre kor. Vi havde endog den store fornøjelse at blive budt op til at ”hjælpe” Capstan Koret fra Esbjerg med et par sange, og man kan vist roligt sige at der kom søgang i det festival telt. Publikum var helt vilde, og vi havde det også rigtig sjovt.
Vi var i den weekend indlogeret på Løgstør Vandrehjem, og det var da en sand fornøjelse. Vores værtinde Vita var gæstfriheden selv, og meget service minded. Desuden havde hun en veludviklet humor, og kunne nok lige sætte såe’n et par kål fra Fanø å plads. Vi fik smagt Limfjordsmuslinger i massevis, og vi fik lidt sprogundervisning i Vedelbomål, men vi fandt ”aller dej muujharp”.
Festival sæsonen er forbi, men vi går ikke i hi, og styregruppen har taget hul på forberedelserne til Fanø Sea Shanty Festival 2012 i August 17, 18 og 19. Følg med i Tourkalenderen.
Med henblik på at gøre hjemmesiden så levende som muligt opfordres korets medlemmer hermed til at sende eventuelle indlæg, til undertegnede. Indlæg, der har relevans i forbindelse med koret vil så blive evalueret af styregruppen, og lagt på hjemmesiden når det er muligt.
Med venlig shantyhilsen
Sven Sørensen Alias Buller in The Alley
13. september 2011
Så er korets "første
fadderskabssag" havnet i pressen :)
Se mere her
13. juni 2011
Det er ved at være længe siden, der har været
foretaget en opdatering af denne del af hjemmesiden. Det betyder dog ikke at
Storkejlænderkoret har ligget på den lade side. Vi har lagt en lang og til tider
særdeles kold vinter bag os, og taget hul på et forår, som var længe om at komme
ud af starthullerne. Sommeren har endog så småt holdt sit indtog med adskillige
ganske fine dage. Koret har sagt ja til en del arrangementer i sommer. Det
fremgår af Tourkalenderen, som du kan klikke dig ind på fra link'et til venstre
for billedet på forsiden af
www.storkejlaender.dk.
Vi vil gøre vort bedste for at holde denne tourkalender opdateret med
arrangementer, øveaftener og andre væsentlige oplysninger. Koret er gået i
træning med henblik på at finpudse formen til sommerens arrangementer, således
at de tirsdage, hvor vi ikke er i Marinestuen, da er der øveaften hos Børge på
Hovedgaden 30. Hjemmesiden er endvidere blev tilført en side med de 5
styregruppemedlemmer, som forsøger at holde sammen på koret i såvel havblik, som
i høj sø. Der vil også snarest blive mulighed for at downloade en skabelon der
kan bruges til at lave repertoire fra hjemmesiden.
Med henblik på at gøre hjemmesiden så levende som muligt opfordres korets medlemmer hermed til at sende eventuelle indlæg, til undertegnede. Indlæg, der har relevans i forbindelse med koret vil så blive evalueret af styregruppen, og lagt på hjemmesiden når det er muligt.
Sven Sørensen
30. august 2010
Fanø Sea
Shanty Festival 2010 – En begivenhed vi har gået og ladet op til i mange måneder
er nu veloverstået. Styregruppen har brugt rigtig mange timer på at få ”alle tov
ender til at nå sammen”. Mange erhvervsdrivende i Nordby og enkelte i Esbjerg
var meget velvillige i forbindelse med vores festival, og gjorde det således
muligt at få det hele til at hænge sammen økonomisk. Mange havde tegnet annoncer
i vores sangbog fremstillet til formålet, enkelte havde sponseret optræden af de
udenlandske kor i både Nordby og Sønderho, og andre leverede ydelser i form af
proviant til deltagerne, rengøring af overnatningssted eller udlån af
sengelinned til de overnattende gæster.
Det blev en Shantytastisk weekend, hvor vi ”lagde fra land” i Strien fredag aften med noget jam session, der helt i tråd med vore forventninger gik hen og blev vildt hyggeligt. Der var ikke voldsomt mange mennesker denne aften, men nogle udefra kommende var der da. Og de fik sandelig ”en på opleveren”.
Lørdag fra 10.30 til 14 var Hooks & Crookes blevet stationeret ud for Hjørnekroen, Paddy’s Passion på Cafe Storm, og Kimbers’ Men på Krogården. Der var gevaldig gang i den alle de nævnte steder, og vi har fået meget fine tilbagemeldinger fra både værter og gæster. Lørdag eftermiddag blev ”første fløjtet af” i Pandekagehuset’s have, hvor der ligeledes var fin respons fra gæster og værter.
Galla aften i Strien blev en fantastisk positiv oplevelse for alle der havde nået at komme indenfor, før vi var nødt til at låse yderdøren af hensyn til brandfare. Strien var fyldt til bristepunktet, og vi Storkejlænder Shantykor lagde ud med nogle af vore kendte numre, hvoraf de fleste var at finde i festival sangbogen, som mange havde købt for en 20’er. Hooks & Crookes fulgte efter med nogle af de sange, som de holder af at synge. Herefter fulgte Kimber’s Men med numre fra deres enorme repertoire. Paddy’s Passion fulgte trop med nogle af deres mange numre. Storkejlænder Shantykor kom igen på scenen, og ”samlede bolden op” i en ny runde. Sådan forsatte de 4 kor til klokken 23.30, hvor det var tid til ”le grand finale”, hvor alle kor kom på scenen, og sang i fællesskab Bully in The Alley med Kimber’s Men som forsangere, efterfulgt af Fields Of Athenry med Hooks & Crookes som forsangere. Dernæst Yankey Clipper med Paddy’s Passion som forsangere, og til slut At Samles Og Skilles Ad med Storkejlænder som forsangere. Jublen ville næsten ingen ende tage da denne runde var slut. Men der skulle lukkes og slukkes senest klokken 24, og det blev der.
Søndag formiddag var alle klar igen til en tur med bussen til Sønderho, hvor korene på skift optrådte på pladsen mellem Nanna’s Stue, Fajancen, og Butik Sønderland. Der var stuvende fuldt, og en fantastisk stemning fra klokken 12 til 14. Alle korene fortrak så til området ved Børsen, hvor der blev indtaget sandwiches og Fanø Øl. Klokken 15.30 var der afgang mod Nordby, og denne gang kørte bussen ad stranden, så vore gæster også fik set denne side af Fanø. I Nordby lå motorbåden Sønderho klar til at sejle på sæl tur. Igen fik vore gæster ”en på opleveren”. Turen varede 2 timer, og vi vendte tilbage til Nordby, og til Værkstedet på Møllebanken 10, hvor der var Captain’s Dinner. Festival programmet sluttede officielt på den midlertidige scene på havnen lige ved siden af færgen, hvor alle korene igen var på scenen samtidigt. Der blev sat et flot punktum for Fanø Sea Shanty Festival 2010. (der ligger en lille video stump på http://www.fanoe-online.dk/). Efter den officielle afslutning gik turen tilbage til Møllebanken 10 til hyggeligt samvær. Alle var lidt ”matte i sokkerne” efter alle de forudgående oplevelser, men som aftenen skred frem blev instrumenter igen fundet frem, og der blev spillet og sunget i nogle timer inden det var tid til at gå til ro.
De første gæster skulle allerede med færgen klokken 07.50 og der var morgenmad på Krogården inden da. Korene forlod Fanø i løbet af mandagen, og de var alle overordentligt tilfredse med weekenden’s arrangementer.
Vi fra styregruppen har lært en masse af denne festival, men det har været sliddet værd, og jeg er sikker på vi godt kunne finde på at gentage løjerne en anden gang.

Er gået over i den gode del af historiebogen
Med venlig shantyhilsen
Sven Sørensen
8.5.2010
Så kom den endelig. Den store dag. Den anden lørdag i maj, som for os
Storkejlændere er noget helt specielt. Det er den dag, hvor der ikke er noget
vrøvl om konceptet. Mange andre forhold i livet kan Storkejlændere diskutere til
hudløshed, men aldrig den årlige forårsfrokost i Børge’s gård.
Konceptet er klart. Børge og et par af gutterne rigger til med signalflag udenfor, og bøgegrene indenfor. Et langt bord – folk medbringer egen service (hvis de husker det) – der erlægges et startgebyr af en rimelig størrelse, og så bliver der spist, drukket og sunget i adskillige timer. Det er altid enormt hyggeligt, men stærkt vanedannende.
15 Mand var i år tilmeldt denne begivenhed, og forårsfesten forløb, så vidt vi ved, uden klager fra naboer, og uden varige skader på hverken deltagere eller inventar. Under lørdagens strabadser blev der endog tid til at synge Elvalina op på plads. Elvalina er en smuk galionsfigur udskåret i hårdt træ, der i sommer sæsonen pryder gavlen på Børge’s garage. Den skal ses.
Om søndagen skulle Børge’s gård forvandles til at være omdrejningspunktet for Kunstugerne På Fanø, som forløber frem til den 30. maj . Der var samlet en overvældende skare af mennesker ved denne lejlighed, og der var taler af både kunstfolk og borgmester. Desuden var der ”messingsuppe” af nogle lokale musikanter, og så naturligvis Storkejlænderkoret med et dusin deltagere, der fremførte nogle festlige shanty sange. Vi fik ved denne lejlighed gjort lidt god reklame for Fanø Sea Shanty festival.

Med venlig shantyhilsen
Sven Sørensen
16.4.2010
Storkejlænderkoret har den 25 marts deltaget i udgivelsen af bogen ”Vi har fået
ærter – derfor er det mandag". Bogen er skrevet af Christian Poulsen fra
Roskilde, som er gift med en Fanøpige (datter af Jønne Madsen I ved nok). Koret
gav et par sange på Nordby Bibliotek, hvor der blev solgt bøger med signatur af
forfatteren. Koret var ligeledes ”på pletten” til det årlige træf på restaurant
Kellers ved Fanø Bad. ”Kellertræf” har i snart en del år været en markering af,
at man har taget hul på sommersæsonen ved Fanø Bad. Her mødes folk fra nær og
fjern i nogle timer, hvor man blandt andet fortæller hinanden hvad man har
bedrevet siden sidst.
Endvidere er koret i fuld gang med forberedelserne til Waterford turen, og de andre spændende oplevelser, som venter korets medlemmer og fans i løbet af den kommende sommer. Den største oplevelse af dem alle bliver sikkert Fanø Sea Shanty Festival.
Med venlig shantyhilsen
Sven Sørensen
24.2.2010
Storkejlænderkoret har lige deltaget Per’s Awten i Sønderho. For en gangs skyld
var det ikke møgvejr, og der blev lejlighed til at få en videooptagelse ”i
kassen”. Denne blev produceret af Mikael Kongevang, og videresendt til DR P4,
som satte på deres hjemmeside (www.dr.dk/esbjerg). Den næste begivenhed i
Storkejlaender regi bliver at synge i forbindelse med udgivelsen af bogen: Fanø
Skibsførers Liv og Levned den 25 marts. Følg med i Tourkalenderen på
www.storkejlaender.dk .
Turen til Waterford i Irland er efterhånden ved at ”falde i hak” på trods af diverse ”kropsfinter” fra flyselskaber og lignende. Vore venner fra Hooks & Crooks har inviteret til festival. Her kommer blandt andre også vores venner Paddys Passion fra Holland. Det bliver en god opvarmning til vores egen festival i august, hvor de to ovennævnte kor kommer til Fanø, og bliver genforenet med Kimber’s Men til et brag af en festival. Følg med i Tourkalenderen på hjemmesiden for yderligere detaljer, samt eventuelt andre arrangementer af interesse.
Med venlig shantyhilsen
Sven Sørensen
6.2.2010
Storkejlænderkoret har lige afholdt nytårskur på Ambassaden i Nordby den 5.
februar 2010 med stort fremmøde. Det blev en hyggelig aften med fantastisk god
mad, enkelte gamle danske sange, og naturligvis nogle shanties til stor
fornøjelse for de øvrige gæster i restauranten. De var advaret på forhånd af Pia
Lindquist, men blev alligevel hængende et stykke tid.
Den næste store begivenhed i Stork Ejlænder regi vil blive Per’s Awten i Sønderho, som efterhånden er en tradition med fakkeltog og shanty sang. Som regel i et værre møgvejr. Længere ude i horisonten kan koret efterhånden skimte en tur til Waterford i Irland, hvor vores venner Hooks & Crooks har inviteret til festival. Her kommer blandt andre også vores venner Paddys Passion fra Holland. Det bliver en god opvarmning til vores egen festival i august, hvor de to ovennævnte kor kommer til Fanø, og bliver genforenet med Kimber’s Men til et brag af en festival. Følg med i Tourkalenderen på hjemmesiden www.storkejlaender.6720.dk for yderligere detaljer, samt eventuelt andre arrangementer af interesse.
Med venlig shantyhilsen
Sven Sørensen